Æ VATMAND

Svend Aage Neergaard Mortensen, der er født 2. marts 1927.

Svend Aage døde 16. januar 2016.

Svend Aage blev kendt som »vatmand« og ikke mindst stumpekonge. Han var god til at hitte på og god til at handle, og hele livet har han haft kærlighed til gamle biler og motorcykler.

I 1984 var han med til at tage initiativet til Stumpemarkedet i Herning, og når det næste løber af stabelen i MCH Messecenter Herning i april i år, er det 63. gang.

Ideen fik han, da han var til et mindre stumpemarked - altså handel med forskellige reservedele - på Høver Kro i Galten mellem Silkeborg og Aarhus. De, der havde en stadeplads, var nødt til at bære det hele ind på kroen, og Svend Aage Mortensen blev enig med en kammerat om, at det var langt lettere, hvis man kunne køre stumperne ind med bil.

Svend Aage Mortensen havde talegaverne i orden - på jysk - og det var ham, der var vedholdende nok til at nå ind på kontoret hos Messsecentrets daværende direktør, Hans Bundgaard.

I et interview i Herning Folkeblad har Svend Aage Mortensen fortalt om Hans Bundgaards reaktion:

- Han var nervøs for, at det ville ende i slagsmål, når det havde noget med motorcykler at gøre, men så sagde han: »Mortensen« - du kan få lov til at leje bilauktionshallen på prøve.

Det første stumpemarked fandt sted i marts 1985, og der blev solgt 43 standpladser. Siden er markedet bare vokset og vokset, både den afdeling, hvor der bliver solgt stumper og reservedele, og den nyere afdeling med »ting og sager«.

Svend Aage Mortensen  voksede op som den ældste af tre brødre. Familien boede i Klingedal mellem Hjøllund og Isenvad og senere på en skovløberejendom, Nørlundhus, i Nørlund Skov ved Isenvad. Det var også i Isenvad, han gik i skole.

Efter skolegang og konfirmation havde han forskelligt arbejde på landet og i skoven sammen med sin far, der var skovløber.

Svend Aage Mortensen blev tidligt gift og ernærede sig som skovarbejder, solgte også fisk og lavede lidt skomagerarbejde. Det sidste fortsatte han med, da han kom ind som soldat og aftjente sin værnepligt i flygtningelejre i Danmark og i Tyskland.

Han har fortalt, at han i en periode i 1945 var arbejdsdreng på Ikast Slidbanefabrik, og her blev han utrolig glad for motorcykler. Kimen var i øvrigt blevet lagt, allerede da han var en lille dreng, og hans far anskaffede en motorcykel.

Søby Brunkulslejer var et sted, hvor det var muligt at få arbejde i krigsårene, og Svend Aage Mortensen har også tjent til brødet dér. Det var med seks dages arbejde og søndag fri, og på fridagen tog han hjem til familien i Isenvad - hustru og dengang to børn.

Svend Aage Mortensen byggede hus i Ikast og begyndte at arbejde på et cementstøberi. Senere byggede han hus på Rønne Allé, hvor barn nummer tre kom til verden.

I midten af 1950'erne overtog han en lille produkthandel, der opkøbte fabriksaffald fra fabrikker i Ikast. Det havde traditionelt været poser, papir, pap og tekstilaffald, og tekstilaffaldet blev solgt videre til fremstilling af polstervat - altså den type vat, der bruges i møbler.

Det var smartere for ham at lave vattet selv, så han fik indkøbt en polstervat-maskine og var nu fabrikant i Ikast Vatindustri med det lokale tilnavn »æ vatmand«.

Hans produkthandlervirksomhed beskæftigede sig også med køb og salg af jern.

I 1950'erne og 1960'erne blev mange motorcykler skiftet ud med biler, og Svend Aage Mortensen kunne ofte købe motorcykler for næsten ingen penge og sælge dem videre eller sælge dele af dem - med fortjeneste.

Som hans nærmeste formulerer det:

- Med stor flid, ihærdighed og tro på, at han kunne gøre en forskel, udvidede han forretningen, først på Eli Christensens Vej og senere på det, der nu hedder Siriusvej 11.

Der var i en periode flere ansatte, og virksomheden havde egne lastbiler.

I sin fritid var Svend Aage Mortensen med til at tage initiativ til stock-car-løb på banen i Faurholt.

Hans kærlighed til veteranmotorcykler blomstrede videre, da han nåede en moden alder, og han har haft rigtig mange gennem årene. Det blev ham en stor glæde i livet, og det førte til, at han lærte mange mennesker at kende.

Han var medlem af Danmarks Veteran Motorcykelklub fra 1975 og frem, og han kørte blandt andet adskillige Skagensløb.

Om sit forhold til Stumpemarkedet sagde han i et avisinterview i 1996:

- Højdepunktet for mig er lørdag morgen klokken 9, når det hele fungerer, og alle 600-700 stande er kommet på plads, og jeg kan se, at køen af folk, der hver betaler 50 kroner for at komme ind, bliver længere og længere.

Det gav gode penge. Noget af overskuddet blev dog givet videre, når arrangørgruppen var sponsor ved diverse veteranløb, understregede han dengang.

På sine ældre - selv ville han sige »voksne« - dage gav han sig mere tid til familie og venner. Men også efter at datteren Alice Larsen kørte Stumpemarkedet videre med gode hjælpere, ville han have det sidste ord.

På grund af sygdom fik Svend Aage Mortensen boede de sidste par år i en plejebolig på Grønneparken i Ikast og flyttede dertil fra Siriusvej.